Island viste sig fra sin bedste side, da 16 NAS-medlemmer besøgte øen i august 2014. Efter en regnfuld sommer skinnede solen de fleste dage, hvilket var perfekt både for udflugter og udendørsmaleri. Indkvartering var på det gamle kirkesæde Skálholt i det sydlige Island. Bygningerne var pæne med gode værelser og med rådighed over et stort møde-/værkstedslokale indenfor 5 minutters gang fra selve hoteldelen. Maden var overordentlig god og personalet var meget imødekommende. Vore værter Ninny og Ingibjørg transporterede os rundt i 2 minibusser til det ene flotte sted efter det andet. Vi fik set nogle af de obligatoriske turistmål såsom Gullfoss-vandfaldet og spruttende gejsere. Hver dag var der afsat mange timer til at sidde i det fri og male. Når vi kom hjem igen og havde spist aftensmad, mødtes vi på værkstedet, hvor vi gennemgik dagens produktion samt havde mulighed for at arbejde videre. 6 islandske NAS-medlemmer skiftedes til at være med i dele af programmet, hvilket var meget inspirerende. Der var generelt god stemning med rig lejlighed til at pleje eksisterende akvarelnetværk og grundlægge nye venskaber.

Se fotos på bloggen