Jurybedømt (censureret) udstilling for medlemmer af NAS – Nordiska Akvarellsällskapet
Invitation in English: Call for applications to the juried member exhibition "Nordic Watercolour 2016"

Hvem kan sende ind?

Alle NAS-medlemmer. Du er velkommen til at melde dig ind samtidig med, at du indsender dit bidrag. Se information om indmeldelse her eller på side 35 i akvarellen.

Hvordan foregår det?
Du må indsende max 3 bidrag (1, 2 eller 3 billeder som jpg-filer). Jurybedømning foregår digitalt. Fotoet skal være en så nøjagtig gengivelse af originalen som muligt. Se gerne indlæg om digital fotografering i akvarellen 2:15. Hvis du får besked om, at et eller flere af dine billeder er blevet antaget, skal du sende dem til Hillerød (adresse følger). Billederne bliver her fotograferet til katalogbrug og gjort klar til ophængning.

Hvor bliver udstillingen?
Udstillingen foregår i Danmark. NAS samarbejder med Hillerød Kunstforening om udstillingen, som skal hænge i Hillerød Kunstforenings lokaler på Annaborg, Frederiksværksgade 2a, 3400 Hillerød.

Hvilke billeder må sendes ind?
Egne originalværker i akvarel. En vis grad af blandingsteknikker accepteres, men akvarelteknikken skal udgøre en betydelig del af værket. Tema/motiv er frit. Værkerne må ikke tidligere have været vist på udstillinger i NAS-regi. Maximum størrelse: 60x80 (eller 80x60cm) indrammet – 56x76 (eller 76x56cm) uindrammet. Max 3 værker må sendes ind.

Digitalfiler
Indsendelse af digitalfiler til jurybedømning skal overholde følgende krav:
Fotoet skal være en så nøjagtig gengivelse som muligt af originalen uden indramning, passepartout mv. Arrangørerne forbeholder sig ret til at afvise billeder, som afviger væsentligt fra indsendte filer. Filerne skal vises på storskærm ved jurybedømning, og må derfor være jpg-filer i høj opløsning (1–5 MB). Navnet på filerne eller oplysningerne i mailen skal indeholde følgende:
dit NAS medlemsnummer, billedets titel, originalbilledets størrelse. Henvend dig gerne til nedenstående mailadresse, hvis du er i tvivl om dit medlemsnummer.
Filerne indsendes til mailadressen This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Juriering
Juryen består af Janne Klerk, Nina Ferlov og Martin Berge. De tre personer i juryen gennemgår de anonymiserede billedfiler og udvælger de billeder, som skal vises på udstillingen. Hver indsender kan få antaget 0, 1 eller flere billeder. Indsenderne får besked pr mail om de har fået antaget billeder til udstillingen eller ej. 

Fremsendelse til udstillingen
Antagne originalbilleder fremsendes til en adresse i Hillerød (oplyses ved besked om antagelse). De antagne billeder må leveres klar til ophængning med eller uden indramning. Hvis de leveres uden indramning, må de være i passepartout, på foamboard eller på anden vis klar til ophængning. NAS råder over et antal skifterammer i 50x70 og 60x80, som kan udlånes ved behov. Giv besked om, hvorvidt du gerne vil låne skifterammer. Dine billeder må så i givet fald have passepartout tilpasset rammestørrelsen. Hvis du afleverer indrammede billeder, må du meget gerne bruge skifterammer. Under fotografering vil billederne såvidt muligt blive taget ud af rammerne for at give bedst mulig gengivelse i kataloget.

Salg
Billeder på udstillingen kan være til salg eller være i privat eje. Billeder som er til salg må have en salgspris (i DKK). Af denne pris betales 25% kommission ved eventuelt salg. 

Forsikring
Alle involverede vil bestræbe sig på at håndtere billederne med største omhu i hele forløbet, men eventuel forsikring for beskadigede eller bortkomne billeder undertransport, håndtering, opbevaring eller udstilling, må hver enkelt kunstner selv tegne.

Returnering
Usolgte billeder kan afhentes efter udstillingsperioden eller sendes retur for kunstnernes regning. Ved endt udstilling kontaktes kunstnerne for aftale om dette.

Hvad koster det?
Pris for indsendelse til jurybedømning: 300 DKK for max tre værker
Hængningsgebyr (kun for antagne kunstnere): 400 DKK uanset antal antagne værker
Hængningsgebyr inkluderer en katalog, værdi 200 DKK (porto for eventuel forsendelse tillægges).

Hvordan betaler man?
Betal med kreditkort via www.naswebshop.org. Ønsker du i stedet at bruge en bankoverførsel, så anmod venligst om bankoplysninger ved indsendelse af bidrag pr mail. OBS: Udstillingen organiseres og finder sted i Danmark, så alle priser er angivne i DKK (Danske kroner), men NAS webshop er placeret i Sverige, så beløbene omregnes og afregnes i SEK (Svenske kroner).

Tidsplan
15. marts – seneste  indsending af digitalfiler til jurybedømning
15. marts – seneste indbetaling af indsendelsesgebyr
15. april – besked om antagne kunstnere
15. maj – indbetaling af hængningsgebyr for antagne kunstnere
15. maj – originalbilleder skal være fremme på Annaborg
20. august – fernisering på Annaborg
9. oktober – sidste udstillingsdag
1. december – usolgte billeder returneres til kunstnere

Kontakt
This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. – email til brug for indsending til jury (eller til andre spørgsmål)

Kontaktpersoner
For Nordiska Akvarellsällskapet: Marianne Gross
For Hillerød Kunstforening: Børge Jensen
På arbejdsgruppens vegne ønsker vi alle indsendere held og lykke – velkommen med jeres bidrag.

Præmier
Canson udlover fine papirpræmier til udvalgte prismodtagere og udser også en vinder af Canson Nordic Prisen blandt udstillerne. Præmien er en rejse til Frankrig over tre dage i juni 2017 med overværelse af uddelingen af den prestigefyldte internationale Prix Canson. Præmien inkluderer transport, overnatning og fortæring til en værdi af ca €1.500.